La Marmotte

I vinteren 1999/2000 begyndte Stinne, min hustru, at snakke om, at sommerferien skulle gå til de østrigske alper. Det lød umiddelbart som en spændende ide. Jeg havde aldrig været i alperne og mit personlige kendskab til Østrig begrænsede sig til en enkelt meget våd aften/nat i 1981 i Wiens distrikter med røde lygter. Vi snakkede om det, og lidt efter lidt kom vi frem til at de franske alper måske var mere attraktive og beslutningen blev taget.

 I efteråret 1999 havde vi i vores lille cykelklub på min arbejdsplads Naturgas Midt-Nord besluttet, at det nye års mål skulle være det nye løb Rendsburg - Viborg på 380 km midt i juni måned. Med denne målsætning var det også let at motivere sig at begynde den nødvendige træning, som for mit vedkommende startede i oktober med spinning hver tirsdag aften i CityFitness i Viborg.  

Ikke så længe efter vores beslutning om Frankrigsturen faldt jeg over en artikel i Cykelmotion Danmark om et bjergløb, der afholdes hvert år først i juli med start ved foden af Alpe d’Huez - La Marmotte. Det lød uhyre spændende og jeg fandt flere artikler i ældre numre af bladet. Jeg surfede lidt rundt på nettet og fandt Henrik Tornø’s meget inspirerende artikler fra sine Marmotte-ekspeditioner i 1997, 1998 og 1999. Det blev mere og mere klart for mig, at et løb karakteriseret som det nok næsthårdeste én-dags motionscykelløb i verden måtte være den udfordring, som jeg ikke kunne lade ligge. Så kunne Rendsburg-Viborgs 380 km være en slags fortræning til det ultimative. 

La Marmotte er et motionscykelløb som er blevet kørt i mange år. Det er af arrangørerne opgivet til 174 km, men efter min cykelcomputer er den snarere på  knap 180 km. Dette tal tror jeg mere på, da jeg har været meget omhyggelig med at måle hjul og indstille computeren. Desuden har jeg kontrolleret mine km-tal med jævne mellemrum på kendte distancer.  

MEN de her 174 km eller 180 km betyder ikke noget, hvis det ikke var for de fire bjergpas der skal passeres undervejs. Har man gennem årene fulgt lidt med i Tour de France kender man Col de la Croix de Fer, Col de Telegraph, Col de Galibier og Alpe d’Huez - alle hver især frygtindgydende og sammen uden for enhver beskrivelse. Én stigning i katagori 1 og tre uden for katagori som de siger i Tour sammenhæng. Arrangørerne opgiver at antallet af højdemeter er på godt 5000 m, men de fleste artikler opgiver ca. 5500 højdemeter. Arrangørernes 5000 m er nok også lidt underdrevne, idet hvis man lægger de fire højdeforskelle sammen stigningerne giver, kommer man til 4754 m, men så er der ikke taget højde for at både på stigningerne og på nedkørslerne ændres terrænnet indimellem. Opad f.eks. Col de la Croix de Fer er der flere gange hvor man kører en hel del nedad for igen at skulle stige. Tilsvarende på nedkørslen er der flere stigninger der skal passeres, så de 5500 m er ikke helt ved siden af. 

Med kun lidt manipulering af familien lykkedes det, at få lagt ferien til en campingplads lidt udenfor Bourg d’Oisans, byen ved foden af Alpe d’Huez, i det rigtige tidsrum til løbet, så der også var plads til et par bjergture inden løbet. Jeg havde aldrig prøvet at køre i bjerge før, så lidt erfaring både opad og nedad kunne nok være kærkommen. 

Det var helt fantastisk at være i området ved Bourg d’Oisans i sommerperioden. Alt er her tilrettelagt med cykling for øje. Udenfor alle telte og campingvogne er der en eller flere racercykler. Overalt ser man folk der pudser, justerer og vedligeholder dyret. Man kan ikke køre på landevejene uden hele tiden at støde på mindre eller større grupper af cykelryttere. Det er som hele kulturen i området er gennemsyret af racercykling. De lokale jeg talte med, fortalte, at det var lukkedes at få en næsten lige så stor racercyklingturisme på benene i sommerperioden, som skiturismen er om vinteren. Her har Tour de France med mål på Alpe d’Huez selvfølgelig sin store del af æren. 

Tidligt på aftenen på anden dagen, ville jeg prøve at køre opad Alpe d’Huez. Da jeg ikke havde nogen som helst anelse om hvordan min krop ville reagere på den lange stignings prøvelser, havde jeg på forhånd besluttet at jeg ville forsøge at lægge mig på max. 90 % af maxpuls, hvilket for mig er 180. Det viste sig i løbet af et par minutter, at det ikke helt var muligt. Hurtigt sprang pulsen op på 185-190 selvom jeg prøvede at tage det lidt med ro. Jeg havde valgt at køre med gearing 39-26, hvilket også var passende til klatring opad et eller to bjerge. Det skulle senere vise sig at en 39-28 nok ville være mere passende i La Marmotte, hvor fire stigninger skulle passeres. Nå men for at få pulsen lidt ned valgte jeg i de 21 sving overalt at tage dem på ydersiden, hvor stigningen er mindst. Dette betyder godt nok, at svingene tager lidt længere tid at passere, end hvis man tager indersiden, men til gængæld kunne jeg så i svingene få pulsen til at falde ca 10 slag, hvilket næsten kunne føles som et hvil! Stille og roligt arbejdede jeg mig opad og følte mig bedre og bedre tilpas efterhånden som “maskinen” arbejdede mere og mere konstant og rytmisk. Efter 1 time og 4 min. og 13,9 km nåede jeg op til Alpe d’Huez. Gennemsnitsfarten havde være ca 13 km/t. Til sammenligning kørte Armstrong op i 2001 på ca 37 min!  Det var en triumf at slutte oppe i byen - købe en cola på en fortovsrestaurent og se alle de andre, som kom op på cykel. Nedfarten tog jeg stille og roligt for at få en fornemmelse af hvorledes det skulle foregå. Undervejs blev overhalet af flere, som med dødsforagt racede ned af bjerget. Her turde jeg ikke være med. 

Et par dage efter ville jeg prøve en anden aftentur. Jeg ville opad Col de la Croix de Fer, som er den første stigming man skal opad i La Marmotte. Jeg endte med at køre ca 2/3 op til toppen, da jeg valgte at vende om, for det ikke skulle blive for sent. Igen følte jeg, at det hele bare kørte som smurt i kroppen. Jeg fandt, at jeg næsten kunne blive euforisk eller høj af at køre op ad i en konstant rytmisk kadance med ca 13 km/t. Det skal man have prøvet for at kunne forstå. På nedfarten fik jeg min værste oplevelse, jeg nogensinde har oplevet som motionscykelrytter. På en meget lang lige strækning, hvor jeg kunne se, at der ingen biler var, valgte jeg at prøve at slippe bremserne og lade farten komme i vejret. Pludselig kom cyklen i voldsomme svingninger, hvor styret slog helt vildt. Jeg var sikker på at jeg ville styrte - dog uden risiko for at falde ud over en kant. Jeg huggede bremserne i og blokerede baghjulet. Uden at vælte, lykkedes det at få farten så meget ned, at vibrationerne ophørte og faren således ophørte. Jeg så på computeren, at farten havde været oppe på 69 km/t, hvilket selvfølgelig er hurtigt, men slet ikke skulle være alarmerende for cyklens stabilitet. På resten af nedfarten holdt jeg farten nede på max. 50 km/t. Efter jeg kom hjem fra ferien, prøvede jeg med min boremaskine at køre begge hjul op på 80 km/t uden den mindste ustabilitet. Det måtte så være mit stel, som ikke var godt nok, hvorfor jeg købte et nyt i løbet af efteråret. En sådan oplevelse, som jeg fik ned af Col de la Croix de Fer, vil jeg gøre alt for at undgå. 

Endelig oprandt lørdag d. 1/7 2000, hvor La Marmotte skulle køres. Jeg stillede op ved 6.30 tiden ved Casino supermarkedet. Her var vi ca. 5000 cykelryttere til start. Det var ret køligt så de fleste havde træningsdragter på i ventetiden. Mit startnummer havde jeg hentet dagen før i Alpe d’Huez. Vi blev placeret i startbåse efter vort startnummer. Mit nummer var i den første trediedel. Starten blev lidt forsinket, men lidt i halv otte blev vi sendt afsted. Alle 5000 på en gang! Det vil sige, at startboxene blev tømt i rækkefølge lige efter hinanden. De første 7 km fra Bourg d’Oisans er på en lige flad landevej. Her blev der kørt helt vildt. Farten var uhyre høj og kørslen var hensynsløs - både overfor de andre cykelryttere og andre trafikanter. Hele feltet fyldte hele landevejen, desuagtet vejen ikke var afspærret for anden færdsel. Farten var meget højere, end jeg er vant til, men efter 10 km begyndte vi at spredes en anelse, og efter ca 15 km begyndte selve opstigningen af Col de la Croix de Fer. Her havde jeg den tilfredsstillelse, at jeg gennemgående overhalede 10 for hver som overhalede mig. Det gik virkeligt godt og fuld af fortrøstning klatrede jeg mod toppen. Jeg har nok aldrig følt mig så stærk, som jeg gjorde op ad Col de la Croix de Fer. Efter ca. 40 km nåede jeg toppen hvor der var et virkeligt godt depot. Udbuddet af spiseligt var meget bredt, og specielt appelsinbåde fandt jeg meget forfriskende og styrkende.  

Her på toppen af Col de la Croix de Fer er det man skal beslutte sig for om man vil fortsætte eller vende om. Fortsætter man af nedkørslen ender man i en dal med store bjerge på begge sider. Så er det ikke sjovt at køre kold! Men jeg fortsatte selvfølgelig.  

Nedkørslen gik godt bortset fra, at her blev jeg overhalet af alle dem jeg havde taget på opkørslen - ja nok endda langt flere. Jeg turde simpelt hen ikke at køre mere end ca. 60 km/t på de hurtigste strækninger og langt langsommere i svingene. Folk kørte meget hurtigt ned af bjerget. Jeg vil tro, at nogle var op i nærheden af 100 km/t på de hurtigste strækninger, og her skal vi huske, at vejen ikke er afspærret for anden trafik. Der var da også nogle som kørte galt og ambulancerne kørte hele tiden. Efter løbet fik jeg også at vide, at der havde været en del ulykker - en enkelt med dødelig udgang. Undervejs ned af bjerget kørte vi i gennem tuneller. Dette var meget ubehageligt, da de var uoplyste. Jeg havde valgt at sætte en diodebaglygte på cyklen for at bagfra kommende kunne se mig i tunellerne. 

Nedkørslen, som er på ca. 30 km ialt, byder på to mindre stigninger på vel ialt et par hundrede meter. Ved foden i byen St. Jean de Maurienne starter en “flad” strækning på  ca 14 km før opkørslen til Col de Telegraph. På denne flade strækning var der en del modvind, så det var med at finde ind i en gruppe for at få lidt læ. I St. Michel de Maurienne starter vi med at køre opaf mod Col de Telegraph som nåes efter 12 km. Vejret var ved at blive meget varmt og undervejs mod toppen kørte vi tit i skov. Derfor var der ingen kølende vind. Heldigvis havde man halvvejs oppe lavet et ekstra depot med vand. Jeg var lige løbet tør, så det var kærkommen med vandet. På den sidste del mod Col de Telegraph begyndte jeg for første gang at mærke lidt træthed, men efter et kort hvil på toppen var jeg frisk igen. Efter Col de Telegraph er der en kort nedkørsel på ca. 4 km til Valloire. Her var der turens andet depot og lige som på Col de Croix de la Fer var udbuddet meget fint. Der var simpelt hen alt hjertet kunne begære.  

Nu forestod turens højeste bjerg, Col de Galibier. Det var begyndt at småregne, men heldigvis blev det ikke så slemt. Turen op til Col de Galibier blev meget hård, og nu ønskede jeg, at jeg havde fået en 28’er på kransen. Det var en kamp at komme opad og et par gange valgte jeg at stoppe et par minutter. Moralen sank stille og roligt efterhånden som kræfterne slap op, men endelig kom jeg helt op. Det kunne jo heller ikke nytte at give op på halvvejen, for jeg kunne jo ikke bare trille stille og roligt hjem. Jeg skulle jo over det forbandede bjerg. Kom jeg først på toppen kunne jeg nemt komme hjem. Undervejs op blev jeg mere og mere overvist om at jeg ikke ville gennemføre La Marmotte, men stå af i Le Bourg d’Oisans ved foden af Alpe d’Huez og således kun få den lille Marmotte - “La Marmotton”.  

Den menneskelige hukommelse er indimellem forunderlig kort. På en ca 35 km lang nedkørsel glemmer man jo let, hvor træt man er. Moralen steg for hver meter jeg kørte ned og tilsidst overbeviste jeg mig selv om at selvfølgelig skulle jeg gennemføre helt til enden - til Alpe d’Huez. Jeg var jo ikke taget helt til Frankrig for kun at gennemføre halvt. Vel ankommen til Bourg d’Oisans og efter et kort depotstop startede jeg turen mod Alpe d’Huez. Denne tur havde jeg jo nogle dage før taget på godt en time, men mine kræfter var slet ikke til slige præstationer. Her handlede det bare om at gennemføre. Jeg var helt færdig og det endte nok med at turen på de 14 km tog ca 3 timer. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg skulle holde hvil, men 15 gange er et godt gæt. Kræfterne rakte ikke til at kunne banke pulsen op på mere end 170 denne gang, hvor jeg tidligere kørte på 185-190. Kræfterne slog simpelthen ikke til. Gang på gang skulle jeg overbevise mig selv om, at jeg VILLE på toppen og ikke bare vende om og køre ned igen. Endelig kom jeg op og de mange heppende tilskuere på den sidste del gav de sidste kræfter der skulle til, og endelig efter ca 11 timer kom jeg i mål - ikke nogen supertid, men jeg gennemførte! I mål fik vi cola og varm mad med dessert. Det trængte jeg virkelig til. 

Da jeg sad og spiste var jeg egentlig ikke glad. Det var kræfterne slet ikke til, og der gik i virkeligheden nok et par dage, før jeg fuldt ud nød sejren. Efterhånden som tiden er gået, fylder bedriften mere og mere i min bevisthed. Jeg ved, at La Marmotte er en bedrift at gennemføre, og jeg nyder da også dét anerkendende løftede øjenbryn andre cykelryttere viser, når de hører at jeg har kørt og gennemført løbet. 

Som man siger i reklamerne for noget helt andet: “Prøv det”.